|
NETVÆRKSGRUPPEN I GENTOFTE
Netværksgruppens medlemmer:
Netværksgruppens medlemstal er 122 pr. 1. juni 2008. Alle arbejder frivilligt og ulønnet.
Netværksgruppen er uafhængig af partipolitik og religiøse retninger. Medlemmerne kommer fra et bredt spektrum i det danske politiske og kulturelle liv.
Netværksgruppens opgave:
Netværksgruppen for flygtninge i Gentofte er oprettet i januar 1998 med det formål:
- at påvirke Gentofte kommune i bred forstand til at tage et positivt medansvar for de flygtninge, der kommer ind i Danmark
- at byde flygtningene, der kommer til Gentofte, velkommen og støtte dem med at blive integrerede medlemmer af samfundet.
Netværksgruppens organisation:
Netværksgruppen er organiseret som en forening med et sæt vedtægter, der fastsætter retningslinierne for medlemskab, mødeaktivitet, valg af koordinationsgruppe og administration.
Netværksgruppen og Gentofte kommune:
Netværksgruppen har et uformelt samarbejde med Gentofte Kommune. De to parter varetager hver sin opgave i integrationsprocessen. Der kan, når det er hensigtsmæssigt aftales samarbejde om særlige opgaver.
Der holdes med jævne mellemrum møder mellem Netværksgruppen og Gentofte Kommune med gensidig orientering om arbejdet på flygtningeområdet.
Netværksgruppen har 3 pladser i Gentofte Kommunes Integrationsråd,.
Gentofte kommune yder Netværksgruppen økonomisk støtte til administration, aktiviteter og lokaleudgifter i henhold til Lov om social Service § 18.
Gentoftes flygtninge kommer fra mange forskellige lande, men flest fra Afghanistan og Irak. Hver enkelt flygtning har en lang, dramatisk og ofte traumatisk historie bag sig, inden de ofte ved et tilfælde er havnet i Danmark. De er flygtet fra krig, undertrykkelse, forfølgelse og umulige politiske vilkår. Mange oplever Danmark som et velordnet land, det er trygt at være i, men oplever også det danske samfund som lukket og vanskeligt at komme ind i. Det er et koldt og regnfuldt sted, hvor folk hygger sig inde bag lukkede døre, som det er svært for fremmede at trænge igennem.
Netværksgruppen arbejder i overensstemmelse med Dansk Flygtningehjælps formål for frivilligt arbejde;
"- at fremme flygtningenes integration i lokalsamfundet og skabe dialog, forståelse og tolerance mellem flygtningene og den øvrige befolkning."
Netværksgruppen og Dansk Flygtningehjælp har en samarbejdsaftale, der bl.a. indebærer :
- at arbejdet med flygtninge bygger på demokrati, gensidig respekt og ligeværd,
- at kendskab til flygtninges personlige forhold behandles fortroligt.
Netværksgruppen støttes af Dansk Flygtningehjælp, der yder konsulentbistand, uddannelse og formidling af information og erfaringer.
Netværksgruppens medlemmer indbydes til at deltage i Dansk Flygtningehjælps møder, vedrørende det frivillige arbejde og den løbende diskussion om flygtningearbejdet. |